2 år på skolebænken - ikke en kedelig tid

Navigationsskole

Jeg gik på Svendborg Navigationsskole fra august 1977 til juni 1979. Det hedder nu Simac.

Gennem min sejltid som aspirant, gennemførte jeg Handelsflådens Kursuscenter brevskole Navigatør B. Jeg er MAT/FYS student fra Fyns Studenterkursus 1974 inden jeg startede som aspirant. Dette faktum udnyttede A. P. Møller – jeg skulle springe både forberedelsen og 1. styrmandsklasse over og starte direkte i anden styrmandsklasse. Dette indebar at jeg skulle til optagelsesprøve på Navigationsskolen, inden jeg skulle starte.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste der havde den tilgang. Til samme prøve var endnu en deltager – Lange Lars, kom han til at blive kaldt senere. Prøverne bestod af skriftlige prøver i matematik, navigation, skibsteknik, engelsk og høreprøve som den sidste prøve. Den prøve tog både Lange Lars og jeg med bukserne helt nede om haserne. Vi anede ikke at vi skulle sidde med et par lyttebøffer på og lytte til di-da-di-da.

Alle prøverne bestod vi begge med glans – men høreprøven var en katastrofe for os begge to. Vi blev kaldt ind til inspektøren og fik begge at vide at vi i princippet var dumpet, og således ikke kunne starte i anden styrmandsklasse. Inspektøren var i god lune, og vi lovede begge at træne di-da-di-da, så vi blev i stand til at bestå stopprøven lige inden Jul. Det lykkedes os begge to.

Således startede 2 år på skolebænken, hvor det første halve år havde lange skoledage. Lange Lars og jeg gik hver dag på i di-da lokalet og lyttede og blev efterhånden gode nok til at bestå høreprøven – men det holdt hårdt.

De resterende fag gik meget godt – og nogle af underviserne viste sig at være store personligheder – især vil jeg nævne vores engelsk lærer. Han havde en meget særpræget entre til timerne. Kateteret, som stod på en repos ca. 15 cm. høj, skulle rengøres med stor omhu – hver gang. Og så husker jeg ham for bemærkningen “You are the expert Mr. (efternavn)” når nogen spurgte om et eller andet.

Vi endte med at bestå vores styrmands- og skibsførereksamen, og så var en godt tid til ende. Vi var dog en del, der fik et år mere sammen. Vi havnede i den samme deling i Auderød – til stor fortrydelse for Søværnet vil jeg tro. 14 ud af 15 mand i 6. kompagni 6. delingen kom fra Svendborg. Flest fra Navigationsskolen og et par stykker fra Maskinmesterskolen – med det er en anden historie.