Søfartsskole

Jeg starte på Sønderborg Søfartsskole i januar 1975. Vi var det første hold der hørte under den nyligt oprettede EFG uddannelse. Det betød at opholdet varede 5 måneder i stedet for tidligere 3 måneder.

I 1975 lå skolen inde i Sønderborg på jyllandssiden lige ved siden af Christian X’s Bro. En adstadig bygning hvor forstanderen og inspektøren boede oppe under taget. I den underste etage lå kabyssen, messen og ryge salonen. Inspektøren havde et lille kontor ved hovedindgangen.

Vi var 12 APM aspiranter der startede sammen med 62 andre elever, der havde søgt ind på skolen. Vi 12 APM-folk blev sat i én klasse og de resterende blev fordelt på 4 klasser. Vi afleverede vore søfartsbog og pas til inspektøren ved ankomsten. Det blev en kilde til meget sjov for os og stor irritation for inspektøren.

Dengang sejle “æ spritter” fra Sønderborg til Langballigau, og hver onsdag fik skolen 3 eksemplarer af en ugeavis hvor der var 4 fribilletter til “æ spritter” lige nok til os 12 APM’er. og det er her morskaben opstår. Vi var alle myndige og Peters far var advokat, så da vi første gang bad om at få vores pas udlevert, var inspektøren meget vrangvillig og ville ikke udlever vores pas. Vi ville med “æ spritter” og pas var nødvendigt for en sådan ekspedition.

Peter ringede til sin far fra den nærliggende telefonboks, og et par dage senere kom der brev fra advokaten – en opremsning af paragraffer der beskrev hvorfor inspektøren ikke kunne tilbageholde vores pas, søfartsskole eller ej. Der blev derfor indgået en kompromis. Vi stille ved inspektørens kontor hver dag kl. 16 – fik udleveret vores pas, uanset om vi skulle med “æ spritter” eller ej. Den næste morgen kl. 0730 afleverede vi så vores pas igen. Han måtte godt holde styr på passene i undervisningstiden. På den måde mistede han ikke så meget ansigt, men irriteret – det var han.

Undervisningen var ligelig fordel mellem teoretiske og praktiske fag. Især kunne jeg godt lide at være på riggerloftet og i smedeværkstedet. At ro de store tunge redningsbåde var derimod rigtig hårdt. Jeg fik dog hurtigt tilkæmpet mig slagåren. Den var ikke så hård at ro – og så var det mig der til dels satte tempoet.

APM havde flere oplæggere i Sønderborg i den periode. Peter Mærsk og Prima Mærsk lå inde i Sønderborg lidt nord for broen. Jeg havde været med min Far ude at sejle i 5 uger med Peter Mærsk. Det var sørgeligt at se skibet bare ligge der og lave ingen ting. Oppe i Als Fjord lå Dirch og Dagmar. De var meget store at se på, da vi kom roende op for at gå om bord og se dem. Det var de første tankskibe over 200.000 tdw. Vores 12 mands joller syntes ikke af meget da vi kom op på dækket. Jeg havde været om bord i Dirch i Rotterdam et par gange nogle år tidligere da min Far var skipper i den. Det var egentlig trist at gå rundt i det forladte skib. En oplægger kommer meget hurtig til at lide under den manglende besætning – det forfalder. Der gik en ældre matros og en maskinmester om bord for at holde gang i en generator der var anbragt på dækket.

Da vi nærmede os afslutningen på vores ophold kom en repræsentant fra Rederiet til Sønderborg. Denne skoleperiode var egentlig forbeholdt ikke aspiranter. APM benyttede normalt ikke denne periode fordi aspiranter der fulgte rederiets normal plan var med Skoleskibet Danmark i denne periode. Skibspersonel mente dog vi også skulle have tilbuddet om at komme ud med “Spuleskibet Danvask” og gennemgå det samme teoretiske stof vi lige havde brugt 5 måneder på. Ingen valgt at takke ja til det tilbud. Vi ville alle sammen ud at sejle i rigtige lyseblå skibe. Jeg tror egentlig ikke Rederiet var ked af det – det var jo billigere at sende os ud at sejle.